Kulturministeren på besøg

I dag havde museet besøg af kulturminister Per Stig Møller. Baggrunden var naturligvis, at ministeren ville høre nærmere om borgcentret.

Per Stig Møller og hustru Xukun Ji hører om tilblivelsen af Jyske Lov

Under sit besøg fik Kulturministeren og hustru en rundvisning af Dorthe Wille-Jørgensen, der på trods af ministerens nyeligt brækkede ben blev kronet af en tur op i gåsetårnet. Efter rundvisningen blev ministeren budt på frokost på café Oscar, hvor borgcentret blev diskuteret mere indgående. Ministeren viste både stor interesse for projektet, og stor viden om borgen og de konger der boede her. Byrådsmedlem Birthe Helth (A) fortalte om hvilken betydning borgcentret vil få for Vordingborg.

Ministeren var imponeret over kommunens og museets arbejde med at få fremhævet borgens fantastiske historie.

Lars Sass Jensen viser rundt i sommerens udgravning

Som et kuriosum kan det nævnes, at ministerbilen blev den første bil, der kørte hen over det nye slotstorv op til museet.

Udgravning i voldgraven II

Udgravning i dyreengen

Prøvegravningen i voldgraven er ved at være færdig. Nu venter der en masse analysearbejde inden arkæologerne kan begynde at planlægge selve udgravningen, der skal finde sted i løbet af 2012. Ved hjælp af planlægning skulle det ikke være nogen sag at åbne Borgcenteret d. 15. juni 2013 – med vand i voldgraven.

Den vestlige del af voldgraven bliver til dagligt kaldt for dyreengen, fordi der er dyr på engen! Denne del af voldgraven var oprindeligt en fjordarm, der strakte sig helt ind bag kirken. På forhånd havde vi en forventning om at der i denne fjordarm var bopladser i jægerstenalderen. Disse forventninger blev også opfyldt. Der viste sig nemlig omkring en meter under græsset, at der var et velbevaret kulturlag fra Ertebøllekulturen, tiden omkring 5.000 f.Kr. Der er efter alt at dømme tale om et område i vandkanten, hvor man har smidt alt sit affald.

Udgravning i kulturlaget fra Ertebøllekulturen.

Som man kan se på billederne, kan det være en smattet affære at udgrave bopladser fra stenalderen. Stenalderbopladser ligger ofte i tidligere vådområder, hvor der stadig er fugtigt idag.

For en arkæolog er sådan noget vandpjaskeri faktisk en god ting. Det betyder nemlig, at oldsager, der ellers ville være gået tabt, kan være bevaret. Vandet kan forhindre, at oldsager af organiske materialer som knogle og træ går til. Og det er faktisk også tilfældet i dyreengen, hvor vi fandt masser af knogler, gevir og træ. Så det lover godt for udgravningen til næste år.

Udgravning i voldgraven

Lige nu graver museet i voldgraven øst for borgruinen. I forbindelse med at borgcentret skal etableres, er planen at voldgraven øst og syd for borgruinen samt dyreengen igen skal sættes under vand. Det betyder, at der skal fjernes en masse fyld fra voldgravene, og i den forbindelse skal arkæologerne sørge for, at eventuelle fund fra middelalderen bliver reddet inden gravemaskinerne for alvor går i gang i løbet af 2012.

 

Foreløbigt er der fundet fine aflejringer fra middelalderen. Blandt andet er der fundet en meget velbevaret tønde fra middelalderen på omkring 70 gange 45 cm. Det tyder altså på, at vi kan forvente mange spændende fund fra voldgravene i den kommende tid.

Vordingborgs nye torv II

Det er ikke kun Slotstorvet i Vordingborg, der gennemgår store forandringer for tiden. I den anden ende af byen, nærmere bestemt på Banegårdspladsen, bliver der også arbejdet til midlertidig gene for pladsens brugere. Banegårdspladsen skal også renoveres, og museets arkæologer har her været i fuld sving i forbindelse med dette projekt.
Umiddelbart syd for banegårdspladsen blev der i 1880′erne registreret et middelalderligt kapel og grave fra middelalderen. Så arkæolog Mass Hoydal har været ekstra opmærksom i forbindelse med at de store maskiner har flyttet rundt på jord og gravet ledninger ned. Men indtil videre har der ikke været nogen store arkæologiske resultater, al jorden på Slotstorvet er tilsyneladende opfyld fra da banegårdpladsen i sin tid blev anlagt.