Et par sprudlende, sjove ting har på finurlig vis fundet vej fra tidligere tiders kongeborg til Danmarks Borgcenter gennem det mørke, der i denne tid smyger sig fugtigt omkring vore lune stuer:

Den ene ting dukkede op under Vordingborg Kommunes arbejde med at lægge sidste hånd på endnu en af disse trafiksikre rundkørsler, den i Ørslev nord for Vordingborg. Rundkørslens midterhelle skal udformes som en dysse, og derfor har det været nødvendigt at køre flere lastvogns læs jord til. Den tilkørte jord kommer fra renoveringen af Slotstorvet i Vordingborg, og Slotstorvet ligger som bekendt oven på middelalderborgens tilkastede voldgrav, og der ligger stadig enkelte gode ting og gemmer sig i jorden herfra.

Museets tingfinder-mand i Ørslev har selvfølgelig med sit radarblik scannet rundkørslen løbende og blandt de ting, som dukkede op var en regnepenning – danefæ!

På regnepenningens ene side ses et skib, der i sandhed sejler på oprørte vande, på den anden side et rigsæble. Eksperterne på Nationalmuseet mener, at regnepenningen er fra omkring år 1500, slået i Nürnberg. En mere nøjagtig beskrivelse af penningen må vente til den er blevet ordentligt studeret på Nationalmuseets Mønt- og Medaillesamling.

Den anden ting er kommet frem, fordi Borgcentrets formidler, John Lentz, når han ikke er omgivet af glade unger, ligesom tingfindermanden har det med at bore snydeskaftet ned, hvor mulden er blevet vendt. I dette tilfælde snusede han rundt på Slotsruinen oppe ved det stykke ringmur, hvor der skal være et siddemøbel, hvor man fra næste forår kan sidde og kigge ud over Slotstorvet.

Og hvad kommer han ind med?:

Stilken til et drikkeglas fra 1600-årene!

- Men ikke en helt almindelig stilk. Det rasler nemlig, når man ryster den! Gemt i glasboblen på stilken ligger en lille terning. Mon man har raflet om, hvem der gav næste omgang eller??

På engelsk hedder sådanne glas simpelthen terningeglas eller dice glass.

Vores glas er med stor sandsynlighed et ”facon de venise”-glas” (lavet på venetiansk manér) og kan komme fra Holland eller måske England.

”Facon de venice” henviser til glas, der fra slutningen af 1500-tallet blev produceret især i Holland af venetianske glasmagere.

På det tidspunkt husede Murano, Venedigs berømte glas-ø, Europas absolut førende glasproducenter. Muranos glaspustere var så dygtige og deres glas af så stor betydning for Venedig, at det var forbundet med hårde straffe for dem at forlade øen eller røbe teknikken for udlændinge. Alligevel lykkedes det i slutningen af 1500-tallet en gruppe venetianske glasmagere at flygte til Nederlandene, hvor de startede en produktion for at imødekomme den europæiske overklasses appetit for eksotiske og prætentiøse produkter – og det er sandsynligvis et af disse glas, der er nået frem til Christian IV eller Frederik III´s Vordingborg.

Faktisk er hverken regnepenningen eller ”facon de venice”-glasset enestående i Vordingborg:

For et par år siden fandt vi et glasskår af tyndt, oprindeligt klart glas med pålagte hvide glastråde, da vi gravede ved ringmuren lige syd for Gåsetårnet. Også det er fra 1600-tallet – men det er så fint og delikat, at det er vanskeligt at forestille sig det brugt i festligt drikkelag, som terningeglasset er blevet.

Pudsigt nok dukkede der dengang også en regnepenning op. – Og kan vi endnu ikke sige meget om rundkørsel-regnepenningen, så kan vi da fortælle betydeligt mere om den, der blev fundet ved udgravningen:

På regnepenningens ene side sidder Pygmalion og udhugger sin ønskekvinde. Pygmalion var ifølge græsk mytologi en konge på Cypern, som i sin foragt for kvinders laster selv skar sig en figur af idealkvinden. Ovid fortæller, hvordan Pygmalion blev så forelsket i sit værk, at han bad gudinden Afrodite om at gøre statuen levende. Hjemme i sin seng mærkede han til sin store glæde forvandlingen. – Ni måneder senere fødte kvindefiguren datteren Pafos.

På regnepenningens modstående side ses krigsguden Mars og kærlighedens gudinde Venus i en tæt situation.

Regnepenningen er typisk for renæssancen; man e-e-e-lskede de klassiske guder og mytiske figurer.

Bogstaverne H.K, der ses nederst på skiven står for Hans Krauwinckel, der virkede i Nürnberg omkring år 1600, og hans regnepenninge findes spredt over hele Europa. Måske er de kommet rundt med kobber- og messingvarer fra Nürnberg – det såkaldte Nürnbergkram. – Det bliver spændende at høre, om også skibs-regnepenningen er lavet på Krauwinkels værksted.

Til sidst skal det så afsløres; hvad er en regnepenning?

En regnepenning er en kobberskive, der til forveksling ligner en stor mønt.

Regnepenninge med et tilhørende regnebræt udgjorde datidens regnemaskine. Dengang regnede man med romertal, hvilket kunne være særdeles kompliceret – men når man på sit regnebræt kunne lægge sine regnepenninge på den streg, der betegnede enten enere, tiere, hundreder, femhundreder eller tusinder, var det bare at tælle antallet sammen streg for streg for at nå til resultatet.

Da Vordingborg også var stedet, hvor afgifter til kongen blev afregnet, har der sikkert været god brug for en hurtigregner her. – Om regnemesteren så ind imellem sneg sig til en lille en – det får stå hen i det uvisse!

Det er med stor spænding, Danmarks Borgcenter imødeser næste års afgravning omkring slotsruinen i Vordingborg før sluserne åbnes, og voldgravene efter mere end 300 år igen fyldes med vand.

Den jord, som fjernes, er meget vandfyldt, undergrundsvandet står lige under overfladen, så der er ekstremt gode bevaringsforhold for organisk materiale som træ, læder, afføring, korn, madrester mm, og ved en arkæologisk forundersøgelse sidste sommer, hvor der blev gravet en såkaldt søgegrøft ned gennem voldgraven, dukkede der blandt andet en særdeles velbevaret tønde op. Alle tøndestaverne lå der, kun var tønden trykket helt sammen.

I 1916 blev der ved kloakeringsarbejder fundet tømmer til en såkaldt blynæse eller en ydre skyttegang, der måske har siddet på det tårn, Ormetårnet, hvis ruiner endnu kan ses i slotsruinens sydøstre hjørne. Ved prøveundersøgelsen sidste sommer kunne det konstateres, at der lå mere tømmer tilbage, blandt andet en flere lange, brede planker. De kunne godt tilhøre den afdækning, der har beskyttet ambrøstskytterne i skyttegangen.

Det er sjældent, man har mulighed for at finde træ ved arkæologiske udgravninger. Derfor kan de kommende udgravninger godt komme til at give anledning til meget ny forskning. Det tømmer, der blev fundet i 1916 gav anledning til nogle rekonstruktionsforslag til, hvordan skyttegangene så ud i middeladleren. Disse vordingborgske rekonstruktioner har dannet forlæg for skyttegange i adskillige restaurerede europæiske middelalderborge. Med flere tømmerfund, vil man kunne komme endnu tættere på, hvordan de dele af en middelalderborg, der ikke bestod af sten, var konstrueret.

Men det er ikke kun træ og tømmer, der kan være interessant. Meget affald er havnet i voldgravene, også lokumspandens indhold. En undersøgelse af sådan noget l… kan fortælle meget om kost, sygdom, parasitter og fluer.

Endelig skal nævnes, at der ved undersøgelserne sidste år også dukkede store stykker murværk frem. Mure er der nok af på Vordingborg, kan man mene; men hvordan så vinduesåbningerne ud? Eller var der små, højtsiddende hjørnetårne, såkaldte peberbøsser på Valdemar Atterdags mægtige borg? Det kunne være interessant at vide. Og måske giver de kommende undersøgelse en chance for nogle svar: Da borgens Kancelli blev revet ned i slutningen af 1700-tallet, skete det ved hjælp af krudt. Og det fortælles, at kancelliet var bygget så godt, at store murpartier væltede uden at gå fra hinanden. Kancelliet stod lige op ad voldgraven – kan man være så heldig, at der endnu ligger et stykke sammenhængende mur neden for det sted, kancelliet stod?

I forbindelse med sine studier omkring de arkæologiske arbejder på Vordingborg Slotsruin har Ph.D.stud Lars Sass Jensen gennemstøvet alle årgange af Vordingborg Dagblad fra Anden Verdenskrig, hvor Nationalmuseet forestod omfattende udgravninger på ruinen.
Lars og jeg finkæmmer nu udklippene for nyttige oplysninger om, hvorledes man gravede, hvad man fandt, og hvilke tolkninger og tanker, arkæologerne gjorde sig under Krigen.
Det viser sig, at arkæologerne har fortalt betydeligt mere til pressen, end de har oplyst i deres felt-lommebøger, og da der aldrig er blevet udarbejdet egentlige rapporter over arbejderne dengang, er avisnotitserne uvurderlige.

Ind imellem dukker også mere finurlige artikler op, således gives der d. 18. august 1942 et fyldigt referat af en direkte radiotransmission , aftenen forinden:

Ærgrelsen over en forpasset turisteffekt lyser ud af sidste sætning!
På en og samme tid: ”Korsbæk” og helt aktuelle temaer!

For et par år siden blev jeg af en kollega fra Tøjhusmuseet gjort opmærksom på en våbensamler, der angiveligt skulle ligge inde med nogle økser, der stammede fra udgravningerne på Vordingborg Slotsruin i 1940’erne.
Jeg har korresponderet lidt med ham i mellemtiden og bla fået tilsendt en artikel, han har skrevet om økserne i Våbenhistorisk Tidskrift bd.23 n.5, 1990.

I går var Lars Sass Jensen, der skriver ph.d.-afhandling om Vordingborg, og jeg så inde at besøge våbenhandleren, der bor i en forstad til København. Hans samling er enorm, og blandt mange fine våben fra hele verden gemte 3 økser og en pilespids fra Vordingborg sig. – I konkurrence med de øvrige våben, synede de ikke af meget, men for os, var de samlingens fineste stykker.

De 3 økser er alle skægøkser, dvs, at de har en lang nedhængende æg. De er meget simple i deres udformning og er sandsynligvis alle arbejdsøkser. Det, der gør økserne spændende er altså hverken sjældenhed eller kvalitet men det faktum, at de skal være fundet på Vordingborg. Vi har ikke efterretninger om andre økser fundet her, hverken fra de store udgravninger omkring år 1900 eller fra udgravningerne under Anden Verdenskrig. Heller ikke de udgravninger, som er foretaget gennem de sidste 16 år har givet fund af økser.

Da våbenhandleren i sin tid købte økserne og pilespidsen, fik han at vide, at de skulle stamme fra en nabo til Vordingborg Slotsruin, der havde samlet forskellige ting sammen, som arkæologerne havde efterladt, da den daglige udgravningsleder i hast måtte forlade udgravningen, for at ”gå under jorden” – tyskerne var ude efter ham.
Naboen skulle angiveligt have forsøgt at aflevere tingene til museet, der ikke var interesseret i dem, hvorfor de var blevet lagt i mandens garage. Derfra blev de så solgt til en samler fra Næstved for til sidst at ende hos ”vores” våbensamler.

Nu er det så, at vi kunne være særdeles interesserede i at få opsporet, hvem den nabo var/er. Vi har heldigvis fået navnet på samleren i Næstved. Ham vil vi nu kontakte for at få hans variant af historien. Måske kan han føre os videre….

Vordingborg har haft besøg af “Det Militære Læseselskab Rendsborg”, der på deres årlige ekskurson skulle studere det kongelige forsvarsværk, Vordingborg. Læseselskabets medlemmer er særdeles dygtige militær-strateger, og flere har i deres aktive tjeneste haft højtstående poster i de aktioner, det danske forsvar har deltaget i rundt om i verden.
Som man kan forstå ud fra deres valg af ekskursionsmål, er de meget historisk interesserede og dækker i det hele taget en bred vifte af kompetencer vedrørende politisk- og militær historie.

En af vore diskursioner kom til at berøre navnet “Vordingborg”. Antageligt er navnet afledt af Oringe, der med inge-endelsen menes at have rødder tilbage til vikingetiden. Ore er ofte betegnelsen på et uopdyrket land – et overdrev, men det kan også betegne et næs eller et hjørne – et øre.
Andre mener, at Vording dækker over ordet “varde” altså en markør i landskabet eller en varslingspost.
Den sidste tolkning har jeg hidtil ikke fæstet større lid til, men da vi stod og diskuterede sagen, slog det mig, at det ældste kulturspor, vi har på Vordingborg, synes at være resterne af en eller anden form for fyr.

Hvad skulle man med et fyr her i vikingetid/tidlig middelalder?
Man skulle selvfølgelig guide de mange forbipasserende skibe gennem det lumske farvand ved Vordingborg. Navnet “Storstrømmen” er ikke grebet ud af luften. Mellem de strømfyldte løb skjuler sig stenrev og meget lavvandede grunde, så det har været og kan endnu i dag være en risikabel sag at passere Vordingborg og Masnedø for både under en vis størrelse.
Handelsruten mellem Slesvig i vest og Skånemarkederne i øst gik lige igennem her.

På Christians blog om Jungshoved kan man læse, hvordan borgen der kunne holde øje med Ulfshaleløbet – en snæver flaskehals på vest-øst ruten, hvor man kunne risikere at skulle vente længe på at kunne komme igennem det smalle Ulfshaleløb. Vordingborg har givet haft en tilsvarende rolle som kontrollant af den forbipasserende trafik. I begyndelsen markeret som et fyr-sted, senere som kongsgård og sidst som kongeborg.

Interessant er det, at der sidste sommer blev fundet en guldarmring fra vikingetiden ud for Masnedø, i 1942 blev der fundet en ved Ulfshale, og der er efterretninger om, at der i 1700-tallet blev fundet mindst 4 andre samme sted. Der er også fundet en guldring ved Koster. Ringene ligger alle ved ankerpladser op til de svært passable strækninger.

Også langs sydkysten af Møn er der fundet guldringe. Således blev der i begyndelsen af 1800-tallet fundet en ved Råbylille, i 1914 fandt man en ved Rytzebæk og i 1918 dukkede der hele tre op ved Mandemark.

Guldringen fra Masnedø bliver nu efter nogle måneders udstilling i Vordingborg leveret tilbage til Nationalmuseet, hvor den hører hjemme, fordi den er danefæ.

Mursejlerne kom til Vordingborg i sidste uge. Om ikke længe begynder de i solnedgangstimen at flyve deres fantastiske paradeflyvning under høje skrig. Det lyder, som om de er fyldt til bristepunktet af livsbekræftende begejstring.
Mursejleren er en byfugl, der udnytter byens mange tagudhæng til deres redepladser. Valdemar Atterdags borg i Vordingborg har haft næstyen bymæssig karakter med sine mange store bygninger, hvoraf adskillige – f.x. den bygning på 43×18 m, vi undersøgte lidt af i 2009 og som vi skal kigge lidt mere på til sommer – må have haft nogle enorme tagflader med rige muligheder for mursejler-reder.
Der er ikke fundet knogler af mursejler i det faunamateriale, vi hidtil har fået undersøgt – men såfremt mursejlerne var kommet til Danmark i 1300-tallet, må de have optrådt med deres flyveakrobatik i hundredvis over Vordingborgs munke-nonne-tegl-tage!

Den oplevelse kunne man godt misunde Valdemar Atterdag!

Hvem ved, hvornår mursejlerne kom til Danmark første gang?

Herligt! Mens man sidder i magasinets mørke dyb og kæmper sig igennem mængder af genstande fra Vordingborg Slotsruin, får man en blog. – Og så sker det, lige som man er stødt på et makabert fund.

I 2007 gravede vi på kirkegården til borgens kirke, Andreas kirke, og her er et af fundene: Et kranium med et hugspor så voldsomt, at der er brudlinier langt ud over selve skallen. Sådant dør man altså af! Og det unge menneske har da også været død længe.