Udstilling om Konger, Borge og Magt

På Valdemars Dag d.15. juni 2008 slog Danmarks Borgcenter dørene op for en helt opdateret udstilling om kongeborgen Vordingborg. Her kan man følge med i de vidtløftige planer for det kommende Borgcenter, og her præsenteres de nyeste resultater fra de seneste års spændende arkæologiske undersøgelser. Arkæologien har afsløret, hvordan Vordingborg udvikler sig fra en lille træborg i 1100-tallet til Danmarks største borg i 1300-tallet. Vi kan fornemme det miljø, som omgav de mennesker, der færdedes på borgen og de livsbetingelser, de var underlagt. Publikum kan også på en sjov og humoristisk måde fordybe sig i de historiske begivenheder, der udspillede sig på borgen.

Borge, Konger & Magt

Du befinder dig på Vordingborgs borgterræn, nedenfor Gåsetårnet, hvor Danmarks største borg blev bygget. Borgen er væk, men historien lever. Gåsetårnet er det eneste, der står tilbage af borgen fra Valdemar den Stores tid. En fæstning, der blev bygget og ombygget igennem middelalderen, og som Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag brugte som base for erobringstog og korstog mod syd.

Udstillingen
på Danmarks Borgcenter handler om de tre konger og borgen; deres liv på borgen, deres død på borgen og hvordan borgen udviklede sig fra primitiv træfæstning til Danmarks største middelalderborg i 1363. En film, der tager borgvagtens perspektiv, giver et personligt indblik i borgens historie, kongerne og deres krigstogter samt en flot grafisk gennemgang af borgens opbygning fra tidlig til sen middelalder. Udstillingen er målrettet børn og voksne, der sammen tages på en rejse tilbage i tiden.

Børnenes Borgcenter
På Danmarks Borgcenter har børnene deres helt eget borgcenter med en riddersal og et værksted. I riddersalen kan børn udleve deres ridder- og prinsessedrømme klædt ud som Valdemar Atterdag i fuld rustning eller som hans Dronning Hedvig. På værkstedet kan man lave perlekæder, duftposer og læderpunge, som man gjorde i middelalderen.