Den eneste fuldt bevarede bygning på Vordingborg er Gåsetårnet, det største af Valdemar Atterdags 9 hovedtårne på borgen

Tårnet har sit navn efter en guldgås, som Valdemar Atterdag efter sigende skulle have kronet tårnet med. Gåsen var et sindbillede på Hansestæderne, Valdemar Atterdags hovedfjende. Han omtalte dem som en flok farligt skræppende, men ellers ufarlige gæs. Gåsetårnet er efter traditionen opført efter 1364.

Den forgyldte gås, der knejser på spiret, er sat op i 1871. Den gås, som Valdemar Atterdag kronede tårnet med, var snarest en vindfløj af rent guld. Guldet stammede fra en løsesum, som Hansestæderne betalte for at få frigivet krigsfanger efter en mislykket belejring af Helsingborg i 1362.

Kobberspiret er også sat på tårnet i forbindelse med en større restaurering i 1871. På gamle billeder har tårnet et tegltag. Det er mest sandsynligt, at tårnet i middelalderen øverst havde en flad platform, så man bag brystværnets 11 skydeskår, der dengang kunne lukkes til med træskodder, kunne operere frit med armbrøst eller krigsmaskiner.

De mægtige mure i det stærke fæstningstårn skulle kunne modstå de store stenkugler fra datidens kastemaskiner. Øverst er murene kun 75 cm tykke, men ved foden er de ca 3,5 m tykke på den side, der vender bort fra borgen.

Murene er 26 m høje. Fra platformen øverst kunne man ikke forsvare sig, hvis fjenden var trængt helt frem til borgens ringmure. Derfor er der en dør 10 m oppe på den side af tårnet, der vender ud mod voldgraven. Døren er i dag muret til, men i middelalderen førte den formodentlig ud til et trægalleri svarende til det på Ormetårnet. Herfra kunne bueskytter skyde ned langs ringmurene på begge sider af tårnet.

Tårnets oprindelige indgangsdør sidder i højde med ringmurens vægtergang ca. 6 m over jorden. Formodentlig har en træbro forbundet vægtergang og tårndør. Den nuværende indgangsdør blev sat ind i tårnet i 1821-1822, da det blev sat i stand og åbnet for besøgende.

Gåsetårnets indre

Tårnet indeholder kælder og
5 stokværk, der skifter størrelse og form,
efterhånden som murtykkelsen aftager op gennem tårnet

5. stokværk
Murværket i det 8-kantede rum øverst har afsatser til et krydshvælvet loft. Om hvælvet nogensinde er blevet bygget, vides ikke. Et hvælv gav god beskyttelse mod brandpile eller kastesten, der måtte havne på tårnets tag. Fra dette stokværk fører en trappe i muren op til taget.

4. stokværk
Smalle åbninger i murværket leder dagslyset ind. Lysåbningerne på de andre stokværk vender ud mod de fire verdenshjørner. Her er de forskudt 45°, så man fra tårnets indre kunne overvåge hele horisonten.

3. stokværk
På dette stokværk er rummet kvadratisk med afskårne hjørner. Hverken her eller i de øvrige rum ses spor efter kaminer eller ovne. Tårnet er udtænkt og opført som fæstningstårn, ikke til beboelse.

2. stokværk
Fra dette stokværk fører en smal gang i rummets sydøsthjørne ud til det ydre galleri. I 1739 blev døråbningen tilmuret og indrettet til “hemmelighed”, datidens lokum. Brættet sidder der endnu. I 1400- tallet er rummet blevet opdelt med en træbygget væg, en bulvæg. Måske for at sikre det sårbare punkt, som døren ud mod fjendeland har været. Bulvæggen er en gammel ydervæg til et hus fra 1360’erne og er den eneste af sin art herhjemme. Den bærer præg af mange års påvirkning af vind og vejr.

1. stokværk
Her er tårnets oprindelige indgang. Den har været godt sikret. Yderdøren kunne boltes indefra – man kan se bolthullerne på begge sider af døren. En smal gang gennem den to meter brede mur blev i middelalderen lukket af en indre dør, der ligesom den ydre kunne boltes til – også her ses bolthullerne endnu i væggen. Den videre vej gennem tårnet er sket ad løse stiger. De faste trætrapper er først sat op i 1821.

Kælderen
Den 6 m dybe kælder har været et mørkt og dystert rum med kun een lysåbning øverst oppe mod vest. I middelalderen havde kælderen et muret, tøndehvælvet loft, hvis spor endnu ses over den “nye” indgangsdør og under trappen. Måske har kælderen været hvælvet for at beskytte værdisager mod brand.

Tårnenes navne

De fleste af tårnene på Vordingborg har navn:
nogle meget romantiske, andre mere kontante.

Navnene på tårnene optræder ikke i de få middelalderlige dokumenter der omtaler Vordingborg, men de findes alle på Peder Jensen Resens stik fra slutningen af 1600-tallet. Navnene på borgens øvrige bygninger stammer enten fra Resens stik, eller de er opfundet af de arkæologer, som udgravede dem.
Gåsetårnet har navn efter guldgåsen i toppen. Nogle mener, at Ormetårnet måske har fået sit navn, fordi man har haft slanger (hugorme) i tårnets kælder, eller fordi der i dette hjørne af ruinen var mange stålorme. Endnu i dag ses en sjælden gang stålorme – og ofte firben, der soler sig på borgens mure. Det kan dog også skyldes tårnets specielle 8-kantede form.

Jomfrutårnet vil man umiddelbart knytte til en gammel, men endnu levende romantisk opfattelse af borge fyldt med skønjomfruer og riddere. Men betegnelsen ”jomfru-” blev i middelalderen ofte brugt om noget, der var småt. Måske har vi her et eksempel på det. Jomfrutårnet er borgens mindste tårn. Valdemarstårnets navn giver næsten sig selv – kongenavnet Valdemar er uløseligt knyttet til Vordingborg.

Møllebæktårnets navn er interessant, fordi det vidner om tilstedeværelsen af en mølle tæt ved borgen. Af afgiftsmæssige grunde var mølledrift forbeholdt kongen eller hans høvedsmænd. Møllerne lå derfor ofte tæt knyttet til kongens og adelens borge. Meget tyder på, at muligheden for mølledrift var næsten ligeså bestemmende for, hvor borgene blev bygget som stedets forsvarsstrategiske muligheder.

Resterne af Valdemarstårnet (t.v) og Vandtårnet (som hedder sådan, fordi det ligger ned til vandet).